Startpakken − Hvad der skal til

I forbindelse med mine blog-skriverier og teknikkurser støder jeg på en række spørgsmål. Nogle af dem går igen, så jeg besluttede mig for at svare på dem under ét her.

Det er spørgsmål som "hvor i alverden skal man begynde for at hitte rede i alle de teknikker?", "har du så meget med i rygsækken på alle dine ture?", "hvad skal vi køre?" og "hvordan bærer du dig ad med at se så godt ud?"

Noget er medfødt; men bag meget af det andet ligger hårdt arbejde, sjov leg, rent held og grundige overvejelser. Det hele er en del af en større sammenhæng.

Dette indlæg er en sammenfatning (plus noget nyt) af emner, jeg tidligere har dækket i andre blog-indlæg; men nu kommer i mere direkte form, og dermed ikke med den sædvanlige anvisning af alternativer, hvad kræves der af teknik og udstyr for at være godt i gang, og hvilke oplevelser man målrettet kan søge.

Jeg havde oprindeligt planer om at betegne det her som et kort indlæg... Jeg prøvede at snakke med mig om det, men jeg opgav. Jeg kender mig, og jeg ved, jeg bliver ved!
Kortfattet, men ikke kort, det var kompromiset.

Jeg laver nogle henvisninger til andre blogindlæg; gå videre til dem en anden gang, og læs det her i én sammenhæng.

Hav også for øje, at det her er min opfattelse af teknikker og principper, og hvad der virker for mig.
Det kan være, du er skruet anderledes sammen.

 

Indhold

• Lidt af hvert − Nyt for nye, en påmindelse for erfarne

• Teknik
  - Attack-position
  - Bremseteknik
  - Pump-teknik
  - Svingteknik

• Udstyr
  - Påklædning mv.
  - Cyklens udstyr
  - Reservedele
  - Førstehjælpsudstyr
  - Mad og drikke

• Vedligeholdelse

• Oplevelser

• Etik

• God fornøjelse derude!    

Lidt af hvert − Nyt for nye, en påmindelse for erfarne

Du har formentlig allerede erhvervet dig en MTB, når du læser det her. Dermed har du nok opdaget, at cyklen er ikke et mystisk fartøj, der kræver den store sætteskippereksamen eller frigørelse fra Jordens tyngdefelt for at kunne betjenes. Heller ikke selv om nogle kørere får det til at se sådan ud.

Hvis du ikke er forbi alt det med at øve gearskifte, hvilket bremsehåndtag, der virker i hvilken ende og almindelig tilvænning, så på med hjelmen og øv det på ordinære veje og cykelstier. Ikke noget hokus-pokus dér... En mountainbike er blot bygget stærkere end en almindelig cykel, så den kan klare større og sjovere belastninger. Men det er stadig kun en cykel.

(Den mere indgående beskrivelse for begyndere kan læses her: " Kursus for begyndere... Hvad så? ")

Det kan godt svare sig at få indstillet bremsegreb, gearskifter, og sadel nogenlunde rigtigt.

Den optimale race-lige-ud-ad-landevejen-højde for sadlen er, når du med helt strakt ben netop kan hvile hælen i pedalens bundstilling.

Kører du sjove spor, skal sadlen sættes 5-8 cm længere ned.


Væn dig til kun at bruge pegefingrene på grebene, når du bremser. (Ikke to fingre, ikke langemanden... Pegefingrene!) Det kræver indstilling af bremsegrebene sideværts, og muligvis også en indstilling af selve grebet indad, så du kan nå det med pegefingeren. Hvis du ikke selv kan indstille det, så få nogen til at hjælpe dig. Det giver dig mere ro over din kørsel, at du kan holde fast om styret med de fire øvrige fingre, selvom du skal bremse. Plus det giver mindre panisk bremsen.


Når du skifter gear, så læg ikke for stor belastning på kæden, mens du skifter. Går det for fuld hammer udad, så skift bare; men går det opad, skal du passe på.

Det kræver 3-4 m "fri bane" at skifte på de forreste klinger og 1-2 m af skifte på de bageste tandhjul (kassetten).

Et gearskifte, der siger KLANG (eller hvordan lydordene nu skal se ud), kan bøje en plade på et led, der enten straks eller senere medfører en sprunget kæde.


Ringeklokken kan placeres under frempinden, så den vender på hovedet.

Ringeklokke under frempind

Beslag til gps'en ses på oversiden

En mere indgående anvisning findes i "Indstilling af cockpittet".

Har du lige lært cyklen at kende på den måde, har du gjort både dine medkørere og ikke mindst dig selv en tjeneste, når du begynder at køre på mere MTB-orienterede spor.



Teknik

Der er fire grupper af teknikker, der stort set danner grundlaget for alt andet:

• Attack-position

• Bremseteknik

• Pump-teknik

• Svingteknik

Har du styr på dem, der du ret godt hjulpet på vej til en masse god og fornøjelig mtb-kørsel. Kombinér det med at slappe af (i betydningen 'ikke være anspændt'), og en fornemmelse for, hvornår du ligger i udkanten af din komfortzone, uden at det bliver decideret risky business, så er den hjemme.

Det er vigtigt at have for øje, at teknikker hænger sammen. Det er derfor, jeg har kaldt min serie af teknikkurser for "Tech on The Flow": Når teknikkerne er lært, udføres de i et flow; som naturlige bevægelser, der afstemmes med terræn og hastighed. Ikke som en serie af isolerede elementer, der udføres i rækkefølge.

Undertitlen er "Kørsel med vilje"... Nogle kører bulldozer-kørsel, hvor der trædes til og håbes det bedste. Nogle gange går det godt, andre gange ikke. Kan man ændre sin teknik til at køre med vilje, bliver det lettere at håndtere uforudsete udfordringer på sporet. Præcis på samme måde, som man ved at have lært at læse kan forstå meningen i forskellige tekster. (Man kan også hele tiden blive bedre til at læse...)

I undervisningsprocessen er der naturligvis en ide i at lære små enkelte elementer, så det er til at overskue, hvad der forklares; men udøvelsen af det skal ses som et hele, en dynamisk aktivitet.

Attack-position

• Grebet om cyklen.

Op og stå i pedalerne, så du kommer fri af sadlen. Bøj i arme og ben. Dybere ned i de ben! Det er derfor, sadlen skal sænkes. Den vigtigste affjedring sidder i arme og ben. Brug dem. Vandrette pedaler med stærkeste fod fremad. Grib fast men ikke krampagtigt omkring styret. Som om du lige siger 'Goddag!' med hver hånd. Ret ryggen. Mere! Du skal bøje i hængselleddet i hoften og kigge fremad. Ja, nu ligner det noget. Hele tiden: Kig fremad i den retning, du vil bevæge dig, en 5-10-15 m, måske mere, afhængig af farten. Bliv ved med det. Du skal selvfølgelig identificere de forhindringer, der er, og reagere på dem; men dit blik må ikke blive låst fast. For så stopper cyklen ofte ret brat ved det, du stirrer på. Kom nu, kig fremad igen!

Hælene er sænkede (begge to), armene er bag håndtagene, ikke over . Dermed har du også et lavt tyngdepunkt.

Dette kaldes "under-rotation" og bevirker, at du skubber cyklen fremad med inertien fra din kropsvægt. Dermed ryger du ikke forover ved pludselige stop. Når du bremser flytter du belastningen ind i cyklen, ikke forover, og du kan dermed bremse effektivt.

For folk med klikpedaler kan det særligt være et problem at sænke hælene, hvis klamperne er for langt fremme under forfoden i landevejscykelstil. Prøv at flytte klamperne længere tilbage under midten af foden.

Attack-position ( LeeLikesBikes.com )

Attack-position er omtrent lige så statisk som grebet om en sav... Altså slet ikke! En sav virker ikke, hvis du holder den helt stille, og det gør attack-position heller ikke. Det er ikke videre hensigtsmæssigt, hvis du holder det hele ubevægeligt. Der skal dynamik og power til, hvor du griber fast uden at være krampagtig. Nice and easy, but firm. (Det er også derfor, vi kører MTB.) Attack-position er derfor en udgangsstilling, du kan og skal bevæge kroppen ud fra. Tilstræb at dit tyngdepunkt bevæger sig hen over sporet i så bløde buer som muligt, og arme og ben udjævner forskellene til terrænnet.

Der er to tyngdepunkter, du skal arbejde med: Dit eget (placeret ca. i mellemgulvet) og cyklens (placeret ca. lidt over kranken).

Når det går op eller ned, skal du flytte dig frem og tilbage, så dit tyngdepunkt hele tiden er over cyklens. Dermed presser du mest muligt på begge hjul på én gang. Altså ikke bare bagdelen så langt tilbage som muligt, når det går nedad; men dit tyngdepunkt en smule bag den lodrette linie fra krankboksen. Tilsvarende når det går opad, skal du enten sidde eller stå i pedalerne, så dit tyngdepunkt er en smule foran den lodrette linie fra krankboksen. Dermed har du mest mulig tryk på begge hjul.

Sideværts kan du flyttes dig selv i én retning og cyklen i en anden − det er det kombinerede tyngdepunkt mellem dig og cyklen, der skal følge sporet.

Når du lurer, at du kan bevæge din cykel i alle retninger uafhængigt af, hvordan du selv bevæger dig, giver det en helt ny verden af frihed!

Du må gerne være en kegle, når du kører... Bare det er en stor én!

Sidder du på sadlen hele tiden, har du kun en lille kegle at arbejde med; men står du i pedalerne, er keglen meget større − Og det er dit råderum dermed også!

Lille kegle : Når du sidder på sadlen, kan du dreje dig omkring dit kontaktpunkt. Det giver et begrænset bevægelsesrum til rådighed, som illustreret her.

Stor kegle : Kommer du op og stå i pedalerne, har du pludselig meget mere plads at bevæge dig på − også når du bøjer i benene og sænker hofterne, så tyngdepunktet holdes lavt.

Og husk: Get low. Hold tyngdepunktet så lavt som muligt, når du tackler vanskeligheder. Hofterne må gerne være lavere end hænderne.

Hov! Kig nu fremad igen!

Bremseteknik

• lige så vigtig for at kunne bremse, som for bevidstheden om at kunne gøre det. Man kører mere afslappet, når man ved, man kan standse, når man vil.

Det skal gøres stille og roligt, stille og roligt... Men bestemt!

Bremser skal doseres, ikke blokeres. Der skal ikke pumpes, hakkes eller andet sjovt; et jævnt tryk, hvor du mener, hvad du gør, er det optimale.

Brug blot begge bremser på én gang! Det giver ikke mening af opdele, hvor mange procent du skal fordele på hhv. for- og bagbremse. Det handler om gefühl, hvor du netop bremser så meget, at hjulene ikke blokerer. I en god gang mudder er det måske 0% på forbremsen og 10% på bagbremsen, og resten af procenterne kan du godt glemme. Det mærker du i situationen.

Det er vigtigt at kunne bremse uden at blokere hjulene.

Dels har du langt den største bremsekraft, når friktionen virker mellem bremseklodser og -skive, end når den virker mellem hjul og jord, dels laver blokerede hjul små jordbunker på sporet, "brake-bumps". Jo flere fjolser der partout skal blokere det baghjul, jo ringere bliver sporet, og jo mere er man tilbøjelig til at bremse hårdt igen. En ond cirkel.

Brug attack-position, når du bremser. Bøj godt i ben og arme, så du presser ind i cyklen og gør den så tung som muligt. Gør dig evt. endnu tungere ved at "dykke ned" idet du bremser, så hjulene griber bedre og dermed mindsker risikoen for at blokere.

For så lige at minde dig om det igen: Brug kun én finger − pegefingeren − på hvert bremsegreb.

(Med mindre du bruger V-bremser... Så er det ok med 2 fingre på hvert greb.)

Pump-teknik

• en måde at komme fremad på ved optimal brug af energien.

Cyklen skubbes fremad ved at udnytte, at du er væsentligt tungere end den.

Ideen er at sænke tyngdepunktet så meget som muligt og gøre dig lav på cyklen, flytte dig frem på cyklen og så skubbe hurtigt frem. Da din krop er tungere end cyklen og dermed har større inerti, bliver du hængende ca. samme sted, og cyklen flyttes frem.

Pump-teknikken bliver bl.a. brugt på en pump-sektion − et pump-track, hvis det er en hel bane, specialbygget til formålet − der er et spor med en række små bløde bakker/buler og sving med banketter, hvor du kører oppe i siden (berms).

Et specialbygget pump-track med rollers, berms, etc... Her er der ikke behov for nogen kæde på cyklen, hvis teknikken er i orden; så kan alt køres blot ved at pumpe på den rigtige måde.

( LeeLikesBikes.com )

Gør dig så tung som mulig og pres cyklen frem, når det går nedad, og så let som muligt, så du nærmest suger cyklen op under dig, når det går opad. Forestil dig en stålkugle, der skal skubbes ned i den ene side af en skål og selv rulle op på den anden side: Godt pres i starten, og så må den gerne være lettere i slutningen. Dette udføres som en fortløbende proces, hvor du hele tiden kan få mere fart på.

Også her gælder, at dit tyngdepunkt skal flytte sig så lidt som muligt, mens arme og ben udjævner forskellene.

Et godt sted at øve bevægelsen er på en flad P-plads: Så kan du rigtigt mærke, om du holder kroppen stille og skubber cyklen frem, eller om du blot presser forgaflen i bund og op igen.

Derfra kan du øve på en sektion med pumps. Når du gør det rigtigt, kan du nærmest høre en syngen i dækkene, der presses ned i og hen over jorden!

Teknikken kan bruges til at få mere fart på hen over formationer i terrænet uden at bruge pedalerne, og derved spare energi, komme rigtigt ned ad et drop, rundt i et berm, mv. Og så er pres-og-skub-teknikken essentiel, når du skal til at lære at hoppe med cyklen,

Svingteknik

• én af de ting, der virker enkle, men som alligevel volder mange problemer.

Der er over 1000 ting, der skal gøres rigtigt i et perfekt sving; får du styr på nedenstående 4 punkter, er du nået godt tre fjerdedele hen ad vejen:

1.  Kig fremad i køreretningen. Hele tiden. Et sted mellem 5-10-15 m, afhængig af svingets størrelse. Flyt hele tiden blikket videre frem. Det er dynamisk, ikke statisk.

2.  Sænk dit tyngdepunkt. Bøj i benene og armene. Er der god fast jord, så godt med tryk på forhjulet, så du maksimerer hjulenes greb. (Der er her, du skal vurdere underlagets beskaffenhed, så du ikke pludselig skrider ud.) Du kan komme endnu længere ned, hvis du skubber cyklen sidelæns ind i svinget og sænker hofterne.

Cyklens tyngdepunkt flyttet indad + dit eget tyngdepunkt flyttet udad = opvejer hinanden.

Det samlede tyngdepunkt er dermed i sporets linie.

3.  Dette er endnu nemmere, hvis du sænker yderste pedal. Den virker dermed som vægtstang, der presser indersiden af dækket (og knopperne monteret dér) godt ned i jorden.

En lang række sving til hver sin side hurtigt efter hinanden kan gøre det besværligt; så er det vigtigst, at pkt. 2 er opfyldt.

4.  Forestil dig, at du bliver trukket i et kabel, der sidder fast i yderste albue, når du kører rundt i svinget.

Hold et fast (ikke krampagtigt) greb om styret og albuerne i en spids vinkel, der opstår, når du følger pkt. 2. Forestil dig så, at der sidder et kabel fast i den albue, der er yderst i svinget, og at det er dén, der trækker dig rundt. Hvis du bedre kan lide tanken om, at der sidder en jet-pack monteret på din albue, så er det også ok − Bare du har fornemmelsen af, at det er dér, trækkraften til at føre dig rundt i svinget kommer fra. Så er det om at holde resten af kroppen i et fast greb, så du kommer med rundt uden at blive trukket ud af led.

Alt det rigtige vist i et sving − Incl. at det hele sidder på rygraden, og at han allerede er på vej videre.

( LeeLikesBikes.com )

Hertil kommer en hel videnskab om linjevalg, hastigheder og andet godt. Bl.a. at bremse inden et sving, ikke midt i svinget. At komme bredt ind og smalt ud. Og meget mere.

I det hele taget er der et hav af andre og mere avancerede teknikker. Se lidt om udvalget i "Beskrivelse af niveau for tekniske færdigheder" og udforsk dem så nærmere, når det passer ind i dit kram.

Når det hele samles i ét
Esben Kronborg viser kørsel i et sammenhængende flow.
Læg mærke til det fremadrettede blik, den rette ryg og bukket i hofterne, og hvordan arme og ben bliver brugt aktivt og fungerer som støddæmpere.
Også hvordan terrænet bliver udnyttet forskelligt, alt efter hvilken linje, der vælges.
Et jordegern på cykel!
(Slettestrand.dk)

Udstyr

I blogindlægget " Kædespringere, quick-links og andet godt " er der beskrevet udstyr fra den korte tur til de længere heldagsture.

Mængden af udstyr afhænger naturligvis af længden og sværhedsgraden på turen, afstanden fra hjemmet og accept af risiko for skader på sig selv eller cyklen. Der behøver på ingen måde være et helt reservedelslager, hvis det ikke er nødvendigt.

Påklædning mv.

Når du bare kører en lille tur, så behøver du ikke andet end almindeligt tøj og en hjelm.

Altid hjelm.

Og der skal være skygge på hjelmen, når det er en MTB-hjelm. Mere om det lidt senere.

Vil du gøre det lidt mere behageligt for dig selv, så ifører du dig nogle cykelbukser med en pude − enten stramme cykelshorts, som de fleste kører i, eller nogle løsere shorts (baggy-shorts) med et par tyndere inder-cykelbukser.

Trøjen kan være en langærmet cykeltrøje, som jeg selv foretrækker at køre i, eller de mere udbredte, tætsiddende cykeltrøjer med korte ærmer og lommer på ryggen.

Med den fart, jeg kører, gør det ingen forskel, om tøjet giver ekstra vindmodstand, så jeg foretrækker baggy-modellerne i både bukser og trøjer. Det er smag og behag.

Fodtøjet afhænger af pedaltypen. Jeg vender tilbage til pedaler lige om lidt; men for nu vil jeg ganske neutralt og objektivt fortælle, at hvis du har ladet dig gruppepresse eller mobbe til at få klikpedaler på, skal du have specielle sko med klamper under.

Kører du med flats, kan du bruge almindelige løbesko med nogenlunde jævn struktur i sålen eller specielle sko, der står ekstra godt fast.

Få også et par cykelhandsker med lange fingre, gerne med gel-puder i håndfladen. De tager de værste rifter og ubehag fra grene og brændenælder, og kommer du ned at ligge, er de også første værn mod at få huden på hænderne flået op. Specielt for folk med klik-pedaler er det vigtigt med gel-puder, da de skal have ekstra beskyttelse til at tage imod, når de vælter. (Nej, jeg kan bare ikke lade være :o)

Blandt mere avancerede teknik-kørere er det på mode ikke at køre med handsker. De kører formentlig på mere velplejede spor end jeg gør, for jeg er forholdsvis ofte gennem noget bevoksning, hvor jeg er glad for at være dækket ind. (Det er også derfor, jeg foretrækker de langærmede trøjer.)

Og så et par briller! Ikke solbriller, men briller med helt klart glas.

Her kommer "mere om det senere", hvad angår skyggen på hjelmen: Når der er skygge på hjelmen, behøver du ikke solbrillerne. Det er en enorm fordel, da skiftet mellem lys og skygge på sporene i skoven får det hele til at forsvinde, hvis du har mørke glas i brillerne.

Landevejsrytterne har ikke skygge på deres hjelme, og det er fint nok − De kan bruge solbriller, da de jo ikke er udsat for pludselige forhindringer og skift i terræn, som vi andre er.

Ude i skovene sidder der en gren ét eller andet sted, hvis eneste mål her i tilværelsen er at ramme dig i øjet. Lad den ikke have held med det!

Det var den basale påklædning. Tøj, sko, hjelm, briller, handsker, ID.

Afhængig af tur og vejr kan og skal der naturligvis tilføjes mere, såsom vindvest, regnjakke, hue, ærme- og benrør, etc.; læs om det i det uddybende blogindlæg, jeg henviste til før.

Til det basale hører også ID i form af sygesikringsbevis, kørekort, vandfast kort, et armbånd eller et hundetegn med oplysningerne (hvis du kører alene og bliver slået bevidstløs, er det praktisk nok, at du kan identificeres) samt en mobiltelefon. Husk at slå gps'en til i telefonen!

Absolut minimum Hjelm, briller, handsker, ID, telefon. Måske undtaget handskerne, så kør ikke uden resten.

Cyklens udstyr

Pedaler lovede jeg også at komme tilbage til. Jo, jeg lovede det. Nej nej, det er ikke noget besvær. Ingen årsag!

Her kan jeg lige så godt indrømme, at fremme af brugen af flats (ikke-klik-pedaler af den rigtige slags, hvor der er små pigge til at holde skoene fast) er lidt en kæphest for mig. Så mere plads til det her :o)

De fleste kører med klikpedaler. Netop fordi de fleste kører med det, tror mange, at det er det eneste rigtige at køre med. Dette får endnu flere til at vælge klikpedaler, og så kører møllen ellers.

Jeg anbefaler på det kraftigste at starte ud på flats, så du ikke er spændt fast til pedalerne.

Du kan dermed koncentrere dig om teknikken, og ikke om du når at klikke ud, hvis du er ved at vælte.

Har din instruktør lært dig om under-rotation, ryger du heller ikke af pedalerne, selvom det går over stok og sten. (Under-rotation er i øvrigt lige så gyldigt for folk, der kører med klik!)

Når du har styr på teknikken, efter sædvanligvis et halvt eller snarere et helt år, kan du se på, om du til den tid har lyst til at prøve klikpedaler.

Jeg vil personligt ikke tage den forøgede risiko at vælte på grund af, at jeg ikke nåede at klikke ud af pedalerne. Ikke dermed sagt, at jeg kører mtb på en måde, så jeg aldrig risikerer at komme til skade; men jeg tilføjer ikke en ekstra risiko ved at klistre mig fast til en cykel. Jeg kørte med klikpedaler i knap et år før jeg kom frem til min nuværende indstilling. For mig er det en vurdering af indsats/risiko, og det er ikke risikoen værd for mig. Det er det måske for dig. Eller du synes, det er en risiko ikke at være i klikpedaler. Så brug dem.

Men jeg anbefaler ubetinget at lære ny teknik på flats.

Flats − Flade pedaler med små pigge . De fås i både billige og dyre udgaver; men så længe piggene kan gribe i sålen, er de ikke helt ved siden af.

Den store trædeflade på flats'ene betyder, at du kan køre med en sko med blød sål. Bunden af sålen skal være nogenlunde jævn, så piggene kan få fat.

Dette er ikke flats! Det er skrammelpedaler der ikke tjener andet formål end at lade som om, cyklen er solgt med pedaler. Trædefladen er for lille, og piggene er for små og for afrundede til, at skoene kan stå fast.

Klik-pedal . En klampe under skoen spændes fast med en fjederbelastning, og pedalen kan trækkes med opad. Et vrid med hælen udad frigør skoen.

Trædefladen for klikpedaler ligger inde i skoens sål, der er af hård plastic eller tilsvarende. Kontaktfladen mellem sko og pedal sker via klamperne. På billedet ses også den fodstilling, man har tendens til at køre med, når man kører med klik: tæerne peger nedad. Det harmonerer ikke med princippet om at sænke hælene (og de fordele det medfører). Ikke at det er umuligt; det sker bare ikke ret tit.

Og nu jeg er i gang: Horn . Eller bar-ends . De der javerter, man ser, skruet fast for enden af styret. Jeg har hørt mange (en del, i hvert fald... ok, nok mest mig selv) omtale bar-ends som "gigthåndtag". Har du problemer med gigt i armene, eller kører du regelmæssigt ukomplicerede ruter på 70-80 km eller derover, og sporene ikke er for teknisk krævende, kan de være en glimrende for at kunne variere håndstillingen. Ellers så hold dig fra dem. Dine hænder bliver spærret inde, og du kan kun vanskeligt lave de avancerede drej og bevægelser med styret, der er nødvendige på de mere teknisk udfordrende passager.

Bar-ends ... Kort og godt: Nej.

I min venne- og bekendtskabskreds er der et par stykker, der med fuldt udbytte anvender bar-ends. Resten i burde smide dem så langt væk, at ikke engang Google kan finde dem! Hvilket naturligvis er min objektive og nøgterne holdning.

(Ok, de har heller ikke udbytte af dem ... Jeg siger det bare for at være flink. Men lad os lige holde det mellem os.)

Sadelhøjden kan med fordel nemt justeres op og ned, hvis du veksler mellem rene transportstykker og spor, der er teknisk krævende.

Det gøres billigst ved at få en quicklock til din sadelpind. Så stopper du op og sænker/hæver sadlen, hvor det kræves, og afsted det går igen med fuld fornøjelse. Bruger du unbrako kræver det mere besvær og bliver næppe gjort.

En dyrere, men så absolut også hurtigere og nemmere løsning er en dropper-post. Så kan du på en brøkdel af et sekund på farten justere sadelhøjden. Har du først prøvet én, forstår du ikke, at du har kunnet leve uden. Det er lige før, den i sig selv er grund til at begynde at køre mtb!

Dropper-post . Til venstre ses én med kablet integreret i rammen; den betjenes fra styret. Dermed kan du bevare dit greb, mens du betjener sadelpinden. Til højre ses én med håndtaget under sadlen. Væsentlig billigere; men kræver at du slipper grebet om styret, mens du justerer sadelpinden.

Dækstørrelser og hardtail kontra fully kan der næsten siges mere om end noget andet. Men det bliver der ikke gjort her. Kun: 29" = ræs + måske leg; 27.5" = sjov leg og sjov ræs; 26" = tradition og/eller inkarneret leg. Hertil findes uanede mængder af argumenter for og imod dette.

Vælg en størrelse og lær at køre på den.

Én af mine venner racer fra næsten alt og alle på sine 26"-hjul, og en anden laver de mest tekniske ting på sin 29" hardtail.

Dog kan jeg tydeligt mærke, at kroppen ikke er så smadret efter 6 timer i sadlen på en fully, som den er på en hardtail.

Reservedele

Det vigtigste forbrugsgods at have med er en slange og et quick-link, der passer til din kæde. Kan du ikke selv montere det, er det en god ide at følges med nogen, der kan. Så længe du selv har de råvarer, der skal bruges, hjælper andre som regel med udbedringen.

Men det er naturligvis en god ide at blive selvhjulpen. Det vil primært sige at skifte en slange, sekundært at reparere en sprunget kæde.

Værktøjet til dette er hhv. en pumpe, et par dækjern og et multitool med kædespringer.

Hvor mange gange, man skal frygte at punktere på én tur, er naturligvis et åbent spørgsmål. Det er helt og holdent éns egen vurdering. (Uha.)

Normalt kører jeg med mindst 1 ekstra slange, måske 2, og 5-10 lapper + lim... Hvis jeg bruger alt det op, sidder der én eller anden et sted højere oppe i det galaktiske system og prøver at fortælle mig, at jeg ikke bør køre dén dag. Så fatter jeg hintet! (Men nok ikke før.)

Når du står på sporet og skal reparere ét eller andet, så træk ind til siden!

Ja, det er ufatteligt irriterende at være punkteret, at kæden er sprunget, eller hvad der nu er sket; men det er dit problem − Ikke vedkommendes, der kommer blæsende på sporet lige om lidt. Rigtig mange har den uvane at stille deres cykel og lægge grejet midt på sporet, for nu er det reparationen, der fylder hele verden. Dårlig stil! Møv ind til siden, så du ikke er i vejen for andre. Også selvom du er sur over, at du mekanikmakker i stedet for at køre.

Førstehjælpsudstyr

Lidt plastre til at holde et sår sammen. Plus noget toiletpapir foldet sammen, så du hurtigt kan rense det værste skidt ud af et sår. Måske et par hovedpinepiller. Det kan ligge vandtæt i en lille lynlåspose.

De helt basale reservedele, værktøj og førstehjælpsudstyr i lommerne eller rygsækken. Slange (i en pose, så sand og skidt ikke slider hul), multi-tool med kædespringer, pumpe og quicklink. Plastre, hovedpinepiller og toiletpapir pakkes i en lynlåspose. Hvor der nok også er plads til quicklinket.

Mad og drikke

Kører du på velplejede baner nær hjemmet, så er drikkedunk og udstyr i lommerne fint. Begynder det at regne, kan du alligevel holde dig varm og er hurtigt hjemme i tørvejr.

Kører du længere ture længere væk, skal du have rygsæk med drikkeblære. Regn med 1 ltr. pr. 15-20 km i dansk sommervarme. Gå efter en drikkeblære på 3 ltr.

Start ud med en trediedel liter vand i maven.

En energibar pr. time er ikke helt ved siden af. Ost, kød og æg er også godt at være fyldt passende på med inden starten på en længere tur. Husk passende mængder : Skal du køre løb, skal du ikke føle dig for tung.

Den sidste times tid på en tur behøver du normalt ikke bekymre dig det store om mad eller drikke, hvis du er i rimelig form. Med mindre det er meget varmt i vejret behøver du ikke sætte himmel og jord i bevægelse for at skaffe de helt rigtige energiforsyninger, hvis turen blot er på 1 - 1½ time.

Det er sådan set det mest nødvendige udstyr. Læs mere i det omtalte indlæg, " Kædespringere, quick-links og andet godt ".

Vedligeholdelse

Rengøring og smøring af de bevægelige dele er det vigtigste...

Men først skal cyklen være beskidt!

Hvis snavset kræver en vatpind for at komme helt væk, er det ikke umagen værd. Cyklen skal bruges, så du får en grund til at gøre den ren.

Kæden vaskes med autoshampoo (uden voks) og en stiv opvaskebørste. Rens skidtet ud mellem tandhjulene på kassetten (bagerste tandhjul). Vask klingerne (forreste tandhjul) også.

Pulleyhjulene skrabes rene og vaskes på samme måde.

Resten af cyklen rengøres ved at skylle med en vandslange på så lavt tryk som muligt; du skal nemlig ikke spule smørelse ud af lejer.

Tør kæden af med en klud og giv den kædeolie.

Sæt cyklen til tørre − Og inden næste tur tørres kæde og pulleyhjul af for overskydende olie. Olie der sidder på ydersiden af leddene foretager sig ikke andet end at samle skidt, der slider som sandpapir.

Lav et M-tjek af cyklen: Det er en hurtig og effektiv gennemgang af, at cyklen nu virker, som det er hensigten. Foretag M-tjekket efter vask af cyklen og i så god tid, at du kan nå at reparere og justere inden næste tur.

I al sin enkelhed går det ud på at starte ved fornavet og så følge et 'M' rundt − Op til styret, ned til kranken, op til sadlen og slutte ved bagnavet.

Undervejs tjekker du en masse småting, der hver især kan betyde forskellen mellem en god og en afbrudt tur næste gang:

Fornav, hjul og dæk

Sidder hjulet fast eller er det løst/slør? Ser dækket ok ud, eller er der synlige revner? Løse eger (spin hjulet rundt og hold en finger imod, så de spiller)

Skurrer bremseklodserne mod skiven? Er der min. 1 mm bremsebelægning tilbage?

Sidder bremseskiven forsvarligt monteret? Er der skader?

Tilstrækkelig luft i dækket? (Netop dette tjekkes umiddelbart inden næste afgang)

Forgaffel

Kommer der olie ud ved pakningerne?

Synlige skader?

Headset

Drej styret 90 grader og hold forbremsen inde, mens du vrikker cyklen frem og tilbage − Er der slør i head-settet?

Styr

Sidder greb og håndtag, som de skal? Strammes? Skader der skal håndteres?

Føles bremserne faste, når de aktiveres?

Rammen

Revner eller buler nogen steder?

Krank

Sidder pedalarme fast uden slør?

Drejer pedalerne frit rundt?

Kan forskifteren bevæge sig frit? Har der været problemer med gearskifte på sidste tur?

Bagdæmper

Kommer der olie ud ved pakningen?

Synlige skader?

Sadel

Sadelpinden ok? Står den stadig i rigtig højde?

Kan dropper-posten bevæge sig frit op og ned?

Skader på sadlen eller dens fastgørelse?

Bagnav

Som ved fornavet, plus:

Er der skader på kassetten, f.eks. bøjede tænder?

Skader på pulley-hjulene? Er de blevet sylespidse? (Nederste slides først.) Sidder de lodret over hinanden?

Revner i geardrop?

Kædens tilstand? Synlige skade på en kæde plejer at være ensbetydende med, at du også har haft problemer undervejs; men en kædemåler kan være en god indikator for, hvornår du skal overveje kædeskift.

Kædemåler . Den ene side måler 0,5% slid: Så er det tid at veksle mellem én af de to andre kæder, du kører på skift med for at minimere sliddet på kassetten. Den anden side måler 0,75% slid: Når alle kæder i rotationen er nået hertil, er både kæder og kassette godt slidte og klare til at blive pensionerede.

Det er mange ting, når man ser det på en liste; men i praksis er det hurtigt gjort, især når du får øvelsen. Så løber øjnene mere eller mindre hurtigt hen over det hele, mens du lavet tjekket.

Støder du på noget, der ikke ser rigtigt ud eller lyder forkert, så tøv ikke med at bede om hjælp.

Og lyder noget forkert, så gå som udgangspunkt ud fra, at det også er det!

Det er sjovt at kende sin cykel ud og ind og selv løse problemer. Søgninger på Internettet giver også mange forslag. Men en uddannet mekaniker har som regel en langt, langt større bredde på den nødvendige viden om de ting, der kan være årsager til problemer, også for forskellige typer og årgange af cykler og komponenter.

Nogle cykelmekanikere kigger på små problemer kvit og frit (især hvis du er regelmæssig kunde hos dem og måske også accepterer, at de lægger 10-15-20% oveni prisen på dele, så de kan betale huslejen), andre har en fast prissats for "kan du ikke lige..."-problemer, og atter andre tager betaling for den tid, de bruger. Men fælles for dem er (som regel, heldigvis), at din cykel virker som den skal bagefter.

Det er rigtig godt at kunne lave så meget som muligt selv, især hvis du kører spor langt væk fra alting; men en lejlighedsvis "nulstilling" af cyklens mekaniske dele hos en mekaniker, der kan håndværket, kan jeg kun anbefale.

Næste trin er at gøre cyklen beskidt igen. Den skal bruges, så der er en grund til at gøre den ren...!

Oplevelser

Teknik, udstyr og træning må gerne føre til nogle oplevelser. Det er de i sig selv, især i begyndelsen; men så gør det ikke noget, at du kan begynde at bruge det til noget, så det giver dig en oplevelse.

Kør forskellige steder! Om det er nært/fjernt, kort/langt, vild natur eller byggede baner betyder ikke alverden. Det er, hvad du har lyst til.

Det der betyder noget, er at du bliver vant til at håndtere uforudsete ting på sporet. Jo mere rutine du får i at tolke linier og forhindringer, jo mere afslappet kan du gøre det... Des mere afslappet, du føler dig, selvom du giver den gas, jo bedre flow har du, og jo bedre bliver oplevelsen.

Kør med nogle, der er bedre. Selvom de ikke giver instruktion, så kan du ved at betragte, hvad de laver, få ideer og inspiration til dig egen kørsel.

Reflektér. Tænk over, hvad der sker og hvorfor.

Tag på kursus. Det giver kort indlæringskurve, og du får på kort tid større udbytte af din tid på sporene. Det kan godt være sjovere lige at få de rigtige fif fra starten frem for at forsøge sig frem (hvilket vi så alligevel er nogle, der også synes er sjovt).

Find en algoritme-instruktør!

Og hvad er så det? (Det tvivler jeg på, ret mange instruktører selv har hørt om... Ikke mindst fordi jeg lige fandt på udtrykket!)

Jo, det er én, der kan tage imod folk med alle mulige baggrunde og forudsætninger, og stadig få en god mountainbiker ud af dem.

Mange selvbestaltede instruktører (som f.eks. mig selv) kan håndtere en forholdsvis begrænset gruppe menneskers forudsætninger; har kursisterne en anderledes indgangsvinkel og måde at forstå ting på, kan vi hurtigt stå med problemer.

Det er ikke nok at være dygtig til det tekniske; det gælder i høj grad også om at kunne formidle færdigheder og metoder til kursisterne.

Instruktøren skal desuden have adgang til varierede faciliteter. Ellers risikerer du udelukkende at blive undervist i det, der tilfældigvis ligger i den pågældendes lokalområde, og som vedkommende selv kan køre. Det er ikke sikkert, det er samme brede spektrum, du måske er ude efter.

Kom med ud og byg noget spor! Trail-building: The original cross-fit! (Spar pengene på fitnesscentret.)

Ikke at du (nødvendigvis) skal dedikere hver eneste weekend, som nogle gør; men ved at opleve arbejdet i det, bliver du dels bedre til at køre, da du får dybere indblik i, hvilke bevægelsesmønstre der ligger bag at udforme sporene, som man gør, dels kommer du til at sætte (mere) pris på det enorme arbejde, der ligger bag en facilitet på sporet, du måske er suset forbi på halvandet sekund.

Og så et ord eller to om trailbuilder-bosserne: Nogle kan virke som kommanderende, bedrevidende og enerådende sataner. Det er de mange gange også. Men tænk på, at et godt spor kræver et godt sammenhængende flow. Med et varierende antal på 3 - 150 mennesker, der arbejder på de samme strækninger, er der omtrent 15-750 meninger om, hvordan hver enkelt ligge grusbunke, træpæl eller kantbjælke skal placeres. Det kan godt give en tilbøjelighed til at sige "Nu gider jeg ikke forklare de overordnede tanker mere, flyt nu for pokker det stabilgrus!"

Skal du ind på livet af dem og sporet, for at din stemme bliver egnet for gældende, så læg samme engagement, tid, rå arbejdskraft, sved og privat leverance af brændstof og værktøj i sporet... Du vil dermed helt sikkert blive hørt.

Hvis ikke du har tid og ressourcer til det (hvilket er ok − vi prioriterer alle vores liv forskelligt), så giv en god hånd med arbejdet, og nyd sporene, når du kører der.

Jeg ved godt, beskrivelsen af trailbosserne ikke er så flatterende; men dem jeg har mødt og arbejder sammen med, har alle gjort sig fortjent til at kunne tillade sig det i én eller anden grad.

Etik

Et vanskeligt spørgsmål om, hvad man anser for at betyde noget...

For nu at starte med lovens ord: Nej, man må ikke køre i samlet flok på vejen, så man fylder det hele. Heller ikke selvom man er flere. Cykler er cykler, uanset hvor seje vi selv synes, vi er, og det betyder, at vi SKAL køre én og én på vejen, med mindre der er meget god plads.

Kun hvor der er løb med afspærrede områder med tilladelse fra politiet, må man afvige fra dette.

Ellers ikke.

Brug ringeklokken i god tid, hvis der er gående på sporet, som skal dele pladsen med dig. Er der heste, så snak med hinanden og gerne med rytteren, så hesten kan mærke, at den rytter opfatter dig som et ikke-farligt væsen.

Hold god afstand til de gående, du møder. Skal fodgængere på stierne ikke føle sig generet, ligger den optimale afstand 1,2 m. Det er den offentlige sfære, vores hjerner er programmeret til at opfatte som det personlige territorium, hvis der ellers er plads nok.

Er afstanden mindre end det, er det en god ide at sætte farten ned. Det kan endda lade sig gøre at trække cyklen, hvis der er særligt trangt. (I øvrigt en fordel ved at køre MTB frem for en firehjulstrækker. Den er væsentlig nemmere at trække, når den ikke kan køres.) Og har din makker lagt god afstand til en gående, er det ikke dér, du skal overhale!

Til de gående, der eventuelt læser med her: Gensidig hensyntagen betyder, at folk på cykel skal vise hensyn til jer... Og I til dem!

God fornøjelse derude!

Det var mit bud på en samlet pakke til begynderen, og måske en inspiration om visse ting til de mere rutinerede.

Der kan skrives, fortælles og filmes om oceaner af andet omkring mtb... Der er ikke andet for end at nyde den verden af nye og gode oplevelser, der venter. Trods manglen på høje bjerge har vores land så mange kilometer gode spor, at vi på ingen måde behøver føle os snydt.

En verden af oplevelser venter derude − Vi ses på sporene 😃

---

Indhold   |   Teknik   |   Udstyr   |   Spor og ruter   |   Turberetninger   |   Diverse

---